Historien

I De Dødes Rige fortæller Henrik Pontoppidan om Torben Dithmer, der tydeligt kunne ”se Støvringgaards røde Mure foran Skoven og i klart Vejr tælle Vinduerne.”

Dette har folk på egnen kunnet siden middelalderen, hvor det oprindelige Støvringgaard blev rejst. Den ældste bekendte ejer er ridder Palne Jonsen af Stifring, der er omtalk i 1319.

I 1622 opførtes den nuværende hovedbygning med en udløberfløj på sydsiden (ca. 1630) og vesttårnet på nordsiden. Umiddelbart efter, at Støvringgaard var blevet testamenteret til frøkenkloster foretoges i årene 1742-47 en række omfattende byggearbejder, der i store træk gav hovedbygningen den udformning, vi kender i dag. Mod nord opførtes fra grunden en ny fløj til erstatning for den gamle, og nord- og sydfløj blev forbundet ved opførelsen af østfløjen, som kom til at rumme klosterets kirke. Samtidig med disse ny-opførelser skete en gennemgribende ombygning af sydfløjens indre og ydre i overensstemmelse med den nye funktion. Fra samme tid stammer antagelig det lille klokketårn ved vesttårnets gavl.

Efterfølgende har der kun været udført restaureringsarbejder, der dog har været omfattende og kostbare.

Herregårdens omdannelse til kloster skete ved den daværende ejer, baronesse Christine Fuirens testamente af 23. november 1735, hvor Støvringgaard bestemtes til et kloster for en priorinde og tolv jomfruer. Med Støvringgaard fulgte bøndergods og tiender samt en anselig kapital. Bestyrelsen blev overdraget stiftsøvrigheden i Århus.

Fundatsen blev stadfæstet af Christian d. VI d. 12. marts 1745 og fastslog, at klosteret blev indrettet for en priorinde og tolv jomfruer, ”hvis forældre have betjent en af de charger, som er indførte i de fem første klasser af den kongelige rangfordeling.”

Konventualinderne fik dengang foruden ”fri Huusværelse samt fri Kost og ildebrand, firesindstyve rixdaler aarligen, men priorinden et hundrede og tive rixdaler.”

Til belysning af den årlige ydelses størrelse tjener, at arbejdere i byerne tjente 50 rigsdaler og på landet 30.

Præster havde på landet 368 rigsdaler og i byerne 263, medens degne havde hhv. 154 og 140 rigsdaler. Daglejere og husmænd lå helt nede på den halve snes rigsdaler.

Imidlertid hengik der nogen tid, inden klosteret blev beboet. Dette skete først Mikkelsdag 1760 (den 29. september) , og klosterhusholdningen påbegyndtes på stifterindens fødselsdag den 3. oktober samme år.

Denne husholdning bibeholdtes til 1981, men inden tiden var så vild fremskreden, var klosterets forhold blevet stadig ringere. Den i det 18. århundrede anselige kapital var trods enkelte florissante perioder svunden ind og med den de goder, man kunne tilbyder konventualinderne. Disse havde tidligere haft en tjenestepige for hver anden konventualinde, ligesom der var liberiklædt kusk til rådighed. I 1981 forestodes husholdningen af én person med deltidsansat medhjælp.

Så meget om de faste rammer, mere interessant er det vel, hvordan damerne levede.

Begrebet ”jomfru” skulle oprindelig tages ret så bogstaveligt, og i den oprindelige fundats var straffen streng, hvis man ikke vogtede sin dyd, § 13 i fundatsen lyder således: ”Hvis nogen Jomfrue imod Forhaabning skulle findes i Utugt, skal hun uden al Naade, efter Kiendelse af Priorinden, de fire ældste Jonfruer og Klosterets Directeur indsættes i Tugt Huuset, der at forblive hendes Livs-Tid, og hvad hun i Klosteret er eyende, at hiemfalde Klosteret.”

Det var dog ikke udelukket at blive udfriet af sin jomfrustand, men dog kun med klosterets godkendelse, jfr. $ 14: ”Skulle nogen Jomfure ved Guds Forsyn og hendes Venners Samtykke ville forandre sin Stand, bliver det tilladt, når Giftermaalet kand sees at være hende anstændigt og det sker med Priorindens Forevidende, men dersom hun anderledes gifter sig, skal hun miste alt, han hun har i Klosteret.”

Når denne jomfrustand her betones så stærkt, er det, fordi det er den, der oftest har appelleret til fantasien.

Læs blot, hvad Henrik Pontoppidan skriver i ”Minder” (Noveller og skitser, bd. 2) efter en romantisk beskrivelse af selve bygningen. ”Pludselig vaktes jeg af mine Drømmerier ved at se … først een, derpå endnu een og lidt efter en tredje stork komme flyvende hen over Haven. Og hvad saae jeg nu. Med en Forkærlighed, der tog sig ud som den blodigste Haan, havde disse Ammestuens og Børnekammerets Fortrolige valgt at yngle og bygge, om ikke netop på Jomfruburets Tage, saa dog paa den tilgrænsende Godsforvalterbolig og i de nærmeste høje Trætoppe. Og nu anbragte de tre Spottefugle sig oppe omkring en Skorstenspibe på selve Kyskhedens Tempel og begyndte her en Helvedeskoncert, saa skaanselsløs, saa satanistisk, at jeg virkelig fik ganske ondt af de bedragede Jomfruer, der imidlertid var dukket op henne mellem Buksbomhækkene.”

En udløber af dette krav var den uskrevne lov om, at ingen mand måtte overnatte indenfor voldgraven. De lejligheder, der var stillet til rådighed for direktion og klosterforvalter, lå udenfor.

Også på andre måder kunne konventualinderne overtræde klosterets regler, og de ifaldt da straf efter den sålydende § 10: ”Skulde nogen Jomfrue betee sig uartig, gienstridig eller opsætsig imod Priorinden, og hun efter de igientagne Formaninger, samt alvorlige Tilrettesættelser, ikke herudinden vil forandre sin Conduite, skal hun første Gang, når derover bliver klaget, miste en halv Qvartals Pension, som er Ti Rixdaler, anden Gang, naar hun vitterlig ferseer sig, Tive Rixdaler, tredie Gang Fyrgetive Rixdaler, og endelig firede Gang at forvises Klosteret dog at der udi de oven anførte Tilfælde, først skeer en Samling af de fire ældste Jomfruer og Klosterets Directeur, som efter Sagernes nøye overveyende Beskaffenhed og Omstændigheder, deri skulle dømme, efter deres Samvittighed, og, saa længe der er Haab til Forbedring, følge den lemfældigste Vey.”

Nu var livet på klosteret dog andet end dom og straf. Der skabtes rige traditioner op klosteret, og det var også rammen om kulturelle begivenheder, kammerkoncerter og foredrag.

Endnu i vor tid har den smukke skik levet, at damerne, klædt på til lejligheder, skred ind til middagen med Priorinden i spidsen og ellers i anciennitetsfølge.

På baronessens fødselsdag den 3. oktober blev der altid afholdt festmiddag, hvor direktionen og klosterforvalteren deltog.

Den foregik under højtidelige former, og ingen foretog sig noget eller tog ordet, uden priorinden allernådigst havde givet lov.

Flyttede en konventualinde fra klosteret, (det blev der senere åbnet mulighed for), var der tradition for, at vedkommende gav en gave af en vis værdi til klosteret. Denne tradition har medført, at klosteret er i besiddelse af mange smukke møbler og andre ting.

Med tretten damer boende ret isoleret på samme sted kan det ikke undgås at verden indsnævres til klosteret og dets beboere og ansatte, og historien ved at berette om forskellige stridigheder fra tid til anden. Da disse ligger lang tid tilbage, kan det næppe tilfredsstille nogens nyfigenhed at referere disse, men det skal blot nævnes, at fem ud af tretten konventualinder var ”forhindrede fra at deltage” i 100-årsfesten 3. oktober 1860. Der må ligger noget bag.

Værdien af klosterets likvide formue mindskedes, og afkastet af de 300 ha skov, der hørte til klosteret, og de 300 ha landbrugsjord, der var bortforpagtet, faldt i årene efter den store krise.

Efter lang tids vaklende økonomi modnedes så i løbet af 1970’erne tanken om en omdannelse af klosteret, så man nu tilbød boliger også til mænd og ægtepar. Tankerne konkretiseredes i 1976, og i december 1981 flyttede den sidste at fire konventualinder fra klosteret.

Siden da er foretaget store bygningsarbejder på klosteret. Med støtte fra Det særlige Bygningssyn er der foretaget omfattende restaureringsarbejder. Endvidere er der ved hjælp af egne midler, bl.a. fremskaffet ved salg af nogle af klosterets ejendomme, samt ved støtte fra en række fonde og institutioner indrettet 12 moderne lejligheder i klosteret.

I forbindelse med omlægningen og ombygningen er der indgået overenskomst med Støvring menighedsråd om klosterkirkens restaurering og fremtidige drift. En gennemgribende restaurering af rum og inventar er afsluttet i august måned 1988, finansieret ved lån af stiftsmidlerne.

Grundlaget for nyordningen er en ny fundats af 1978, som er ændret i 1987 i overensstemmelse med fondslovens regler.

I dag ledes klosteret af en bestyrelse bestående af stiftamtmanden og biskoppen over Århus stift og borgmesteren i Nørhand kommune.