Omgivelser

Området omkring Støvringgaard er kendetegnet ved en storslået natur med skov i kuperet terræn og flade enge mod Randers Fjord. I området er der bl.a. følgende muligheder:
Randers Fjord Golfklub

Randers Fjord Golf Klub

Som beboer på Støvringgaard Kloster får du Randers Fjord Golfklub som nærmeste nabo – der er blot ca. 300 m til nærmeste hul og godt 1 km til klubhuset.

Golfklubben blev indviet i sommeren 2004 med en 18 hullers golfbane, der i design og sværhedsgrad udfordrer og tiltrækker både erfarne golfspillere og giver begyndere gode oplevelser. Foruden 18 hullers banen er der en 6 hullers par 3 bane (pitch´n put) samt selvfølgelig alle de nødvendige træningsfaciliteter, der forventes af et moderne golfcenter. Banerne  grænser op til Støvringgaard skov, har brede åbne udsigter og fra enkelte af hullerne ses endda et glimt af Randers Fjord.

Mellerup

Landsbyen Mellerup ligger 2½ km fra Støvringgaard Kloster. Mellerup har ca. 600 indbyggere og består egentlig af to bydele. Den gamle landsby,der ligger ovenfor fjordskrænten og bebyggelsen nordøst forlandsbyen, der er beliggende på de flade fjordenge.

Udviklingen af Mellerup er præget af den Grundtvig-Koldske bevægelse. Der er etableret en valgmenighed og flere skoler i byen. Skolelivet er en stor del af Mellerups identitet, og skolerne er medvirkende til at holde fortsat udvikling i byen. Fri- og Efterskole huser fra 2010 også højskoleaktiviteter, og er således aktiv året rundt. Højskoleforeningen blev grundlagt i 1880, og opførte det nuværende Mellerup Skolehjem i 1887. Højskolen måtte lukke i 1917, hvor bygningen blev solgt til staten, der indrettede den til børnehjem. Mellerup har et ganske aktivt bylaug – se www.mellerupby.dk 

Mellerup – Voer 

Der er 4 km til Mellerup – Voer færgeoverfarten, hvor Danmarks mindste bilfærge Ragna krydser Randers Fjord på 4½ minut. Overfarten har netop fejret 400 års jubilæum.

Lige nord for færgelejet ligger Mellerup Bådelaugs  idylliske lille havn  med plads til 63 større både og 21 joller, og på ydersiden af sydmolen er der yderligere 20 jollepladser. Der er strøm og vand på alle broerne i havnen samt fri internetforbindelse.  Færge Caféen har åben hver weekend i sommersæsonen.

 

Sporet ved Mellerup Færgehus

Vandrestien starter ved Mellerup Færgehavn, går videre på digerne langs fjorden, forbi Støvring-dæmningen, mellem markerne til skoven ved Støvringgård Kloster og til sidst ad Kærlighedsstien tilbage til Mellerup.

I engarealerne langs fjorden kan man opleve et rigt dyre- og planteliv. Her trives rådyr, ræve, svaner og gæs, og med lidt held kan man få øje på en fiskeørn i luften. I kanalerne lever troldænder og gråænder. Og i fjorden helt, havørred og skrubber. Det meste af området er desuden udlagt som EU-fuglebeskyttelsesområde. Stien er anlagt som en af mange vandrestier, der i disse år etableres af projektet Spor i Landskabet.

Lodsstien passerer Støvringgaard KlosterLodsstien langs Randers Fjord

Lodsstien passerer lige forbi Støvringgaard Kloster. Stien er afmærket med skilte med et lille vandrersymbol. Hele turen er ca. 14 km lang. Du kan komme ind på stien i Udbyhøj eller ved Voer Færgested, men også flere steder langs ruten, bl.a. i Udby og Kare. Ved vejs ende kan du tage med en af færgerne over fjorden og derefter stige på bussen fra Mellerup til Udby Vasehuse (eller omvendt) og på den måde komme hele vejen rundt om fjorden.